Om os

 

Charlotte Weitze har i hele sit voksne liv levet af at være skønlitterær forfatter. I 2022 udgav hun essaybogen “Klimaet og Kunstneren”.
Hun har tidligere skrevet cli-fi-romanen ”Den afskyelige” og i 2021 kom “Rosarium“, som handler om planter og mennesker og alt det midtimellem. Herunder også menneskets voldsomme indvirkning på planetens økosystemer. I forbindelse med research til bøgerne var hun vært på en række radioudsendelser til Radio24syv om at skrive om klima. Hun har holdt adskillige foredrag om romanerne og deltager i paneldebatter om kunst og klima. Læs mere på charlotteweitze.dk.

 

Jacob Antvorskov er læreruddannet og Merkonom i innovation. Han arbejder med Cirkulær økonomi, direkte genbrug og byggematerialer i en kommune. Tidligere har han lavet projekter på specialskole, efterskole, højskole, produktionsskole og folkeskole. Projekterne spænder fra at fylde maritimt kulturliv i et Værft og et gammelt træskib over Makerspaces og iværksætterprojekter til at sælge danske uddannelsesmetoder til kinesiske highschools.
Jacob er aktiv i lokalsamfundet og temmelig handy.

 

Charlotte og Jacob bor i landsbyen Vallekilde på Vestsjælland og har to teenagere. Sammen har de bl.a. afholdt workshops om at leve bæredygtigt.

Vores mål er at leve moderne og bæredygtigt på én gang. Når vi vil inspirere andre, skal andre også kunne spejle sig i vores levevis. Vores hjem skal ikke virke for underligt og vores børn skal have en nogenlunde normal barndom. Men vil det holde i længden?

 

I 2016 deltog vi i rapporten “Større trivsel med mindre klimabelastning” udarbejdet af den grønne tænketank CONCITO. Dengang udledte vores familie 14 ton pr. person*. Gennemsnitsdanskerens udledning var på 19 ton og børnefamilier i vores segment udledte 23 ton.*
  Som grundudledning, blot ved at være borger i det danske samfund, udleder en dansker 6 ton. Det er svært at gøre noget ved, andet end et at stemme på de rigtige politikere. 
 

Vores oprindelige mål var at have halvere vores CO2-udledning i 2030 i forhold til gennemsnitsdanskeren udledning, og så skal vi altså ned på 6,5 ton. Det vurderer vi er indenfor rækkevidde.
  I 2019 skete der endelig noget politisk. Regeringen bestemte sig for en 70% reduktion i 2030. Hvis vi også skal følge en 70% plan, skal vi altså ned på 3,9 ton, og det uden de 6 ton som enhver borger i Danmark udleder blot ved at være medlem af samfundet. 
Det bliver knapt så nemt, men vi tager med glæde kampen op. Her i starten af 2023 er vi faktisk ret godt på vej. 
Mere vanskeligt bliver det at nå Paris-aftalen fra 2015, hvor alle verdens borgere i gennemsnit skal ned på 2 ton. Kan vores husstand også være med på den uden at gå barfodede og leve af brændenældesuppe? 

 

I dag lever vores familie væsentlig mere klimavenligt, end da CONCITO regnede på vores udledning i 2016. Det ved vi ud fra de tiltag, vi har gjort siden. Præcist hvor meget det er i CO2, ved vi ikke. Det kræver nemlig ekspertudregninger at bruge Concitos metoder. Derfor bygger vores 2030-plan på, hvad vi selv har kunne læse og regne os frem til er meningsgivende vaneændringer og tiltag. Altid baseret på forskning fremfor mavefornemmelser. Som beregner bruger vi i øjeblikket den fra Climaider. Vi er altid interesserede i at høre om nye beregnere.

 

 

*Concito har senere ændret beregningsmetode så danskernes gennemsnitlige CO2-udledning bedre kan sammenlignes med andre landes. Gennemsnitsdanskeren udleder nu 17 ton, hvoraf 5 ton er fra den fælles grundudledning. Vores udledning  må forventes at falde tilsvarende efter den nye beregningsmetode, særligt fordi vi meget sjældent køber udenlandske ting. Men vi kan ikke være helt sikre.
https://www.berlingske.dk/nyheder/danskere-udleder-alt-for-meget-co2-spis-mindre-koed-forbrug-mindre-og-flyv